af Marie Baastrup, Cand. cur., Bach.jur., Kvalitet- og udviklingssygeplejerske, Kardiologisk – Endokrinologisk Afdeling, Hillerød Hospital
Connie Kruckows indlæg på denne blog viser med al tydelig at der behov for ikke kun en debat om kliniske sygeplejespecialister og deres evner og gavn, men behov for en debat om hele organiseringen af sygeplejen i Danmark. At Connie Kruckow på en blog omhandlende kliniske sygeplejespecialister replicerer på de tidligere indlæg med et indlæg omhandlende kliniske ekspertsygeplejersker er et godt eksempel på manglen af entydighed og klarhed i anvendelsen af stillingsbetegnelser i dansk sygepleje. En mangel Ingrid Egerod allerede for 12 år siden påpegede og afdækkede i tidsskriftet Sygeplejersken med artiklen ” Titlernes tag selv bord”. Siden er der ikke blevet mindre tag selv bord og DSR bidrager til buffeten med deres oplæg om indførelsen af kliniske ekspertsygeplejersker. I den internationale litteratur er beskrevet problemer i både USA og England med at afgrænse betegnelser som clinical nurse specialist og advanced nurse practitioner og deres virksomhedsområder fra hinanden. I stedet for at tage ved lære af disse organisatoriske erfaringer sundhedssektorerne i disse lande har draget vedrørende forskellige stillingsbetegnelser og funktioner plukkes klinisk ekspertsygeplejerske ud og lanceres af DSR som en styrkelse af sygeplejen til kronisk syge.
Ovenstående er ikke udtryk for at der ikke er behov for kliniske ekspertsygeplejersker såvel som kliniske sygeplejespecialister. Tværtimod viser evalueringerne fra Holland jo netop som Kruckow påpeger at de har en væsentlig betydning for sikring og øgning af kvaliteten i patientforløb hos ikke kun kronisk syge. Væsentligt er det dog at bemærke at der er tale om evalueringer og ikke forskningsbaseret viden om betydningen af anvendelsen af kliniske ekspertsygeplejersker. I stedet for at indføre (endnu) en stillingsbetegnelse bør DSR i stedet efterlyse og støtte forskning om betydningen og effekten af at have sygeplejersker i specialist funktioner, så indførelsen af stillingsbetegnelser er motiveret af et forskningsbaseret veldokumenteret grundlag i stedet for at være motiveret af hvad der ligner politiske hensyn og endnu et forsøg på sætte sygeplejen på landkortet.
Patienter i Danmark er bedst tjent med forskningsbaseret sygepleje – det være sig om det handler om alt fra ernæring, sårpleje, mobilisering eller de organisatoriske forhold. Det har både Joint Commission og IKAS konstateret og udarbejdet deres standarder herefter. Nu er det vist på tide DSR bidrager hertil så vi kan få klare forskningsbaserede organisatoriske linjer i dansk sygepleje – til gavn for alle patienter.
fredag den 10. oktober 2008
fredag den 26. september 2008
Kliniske ekspertsygeplejersker – bedre sundhedstilbud til kronisk syge
af Connie Kruckow, formand Dansk Sygeplejeråd
Der er i dag mere end 1,7 mio. danskere, der lever med en eller flere kroniske sygdomme. I 2020 vil tallet være steget til ca. 2 mio. kr. Men det danske sundhedsvæsen er langt fra indrettet til at varetage de kronisk syges behov for sygepleje og behandling. Mange får ikke den efterbehandling, patientrettede forebyggelse, undervisning i egenomsorg mv., de har behov for.
Hvis sundhedsvæsenet skal sikre, at de kronisk syge får sundhedstilbud i verdensklasse, er det helt nødvendigt at tænke nyt. Mere af det samme er ikke nok.
Derfor foreslår Dansk Sygeplejeråd, at det danske sundhedsvæsen lærer af de gode internationale erfaringer fra bl.a. Holland, England og USA. Det er blot et udpluk af de lande, der har indført kliniske ekspertsygeplejersker (Advanced Nurse Practitioners), der har et udvidet ansvar for sygepleje og behandling af de kronisk syge.
En klinisk ekspertsygeplejerske er en sygeplejerske, der inden for et afgrænset felt har udvidet kompetence til bl.a. at iværksætte sygepleje og behandling og at ordinere undersøgelser og lægemidler. En række forudsætninger skal være til stede: F.eks. at patienten er blevet udredt af en (special)læge, og at ekspertsygeplejersken har den nødvendige videreuddannelse på højt niveau.
Evalueringer fra Holland viser, at ekspertsygeplejerskernes kliniske resultater er lige så gode – eller endda bedre – som når det er en læge, der har ansvaret for det kronisk syge. Oven i købet er 90 procent af patienterne mere tilfredse med sundhedstilbuddet, når det udføres af en klinisk ekspertsygeplejerske sammenlignet med de traditionelle sundhedstilbud.
Fordelene ved at indføre kliniske ekspertsygeplejersker i det danske sundhedsvæsen er mange:
· For patienterne betyder det langt bedre sammenhæng i patientforløbet, færre kontakter til forskellige sundhedsprofessionelle og høj patienttilfredshed.
· For sygeplejerskerne betyder det en ny karrierevej tæt på patienterne – og dermed bedre muligheder for at rekruttere og fastholde sygeplejersker.
· For sundhedsvæsenet betyder det større fleksibilitet, fordi flere sundhedsprofessionelle får adgang til at sikre, at de kronisk syge får de sundhedstilbud, de har behov for, f.eks. i form af begrænset ordinationsret til de kliniske ekspertsygeplejersker.
Dansk Sygeplejeråd fremlagde i 2007 et konkret udspil om, hvordan der kan indføres kliniske ekspertsygeplejersker i det danske sundhedsvæsen. Nu er det op til beslutningstagerne i Folketinget, regioner og kommuner at føre forslaget ud i livet.
http://www.dsr.dk/dsr/upload/3/0/203/pjece_kliniske_ekspertsygeplejersker_0701.pdf
Der er i dag mere end 1,7 mio. danskere, der lever med en eller flere kroniske sygdomme. I 2020 vil tallet være steget til ca. 2 mio. kr. Men det danske sundhedsvæsen er langt fra indrettet til at varetage de kronisk syges behov for sygepleje og behandling. Mange får ikke den efterbehandling, patientrettede forebyggelse, undervisning i egenomsorg mv., de har behov for.
Hvis sundhedsvæsenet skal sikre, at de kronisk syge får sundhedstilbud i verdensklasse, er det helt nødvendigt at tænke nyt. Mere af det samme er ikke nok.
Derfor foreslår Dansk Sygeplejeråd, at det danske sundhedsvæsen lærer af de gode internationale erfaringer fra bl.a. Holland, England og USA. Det er blot et udpluk af de lande, der har indført kliniske ekspertsygeplejersker (Advanced Nurse Practitioners), der har et udvidet ansvar for sygepleje og behandling af de kronisk syge.
En klinisk ekspertsygeplejerske er en sygeplejerske, der inden for et afgrænset felt har udvidet kompetence til bl.a. at iværksætte sygepleje og behandling og at ordinere undersøgelser og lægemidler. En række forudsætninger skal være til stede: F.eks. at patienten er blevet udredt af en (special)læge, og at ekspertsygeplejersken har den nødvendige videreuddannelse på højt niveau.
Evalueringer fra Holland viser, at ekspertsygeplejerskernes kliniske resultater er lige så gode – eller endda bedre – som når det er en læge, der har ansvaret for det kronisk syge. Oven i købet er 90 procent af patienterne mere tilfredse med sundhedstilbuddet, når det udføres af en klinisk ekspertsygeplejerske sammenlignet med de traditionelle sundhedstilbud.
Fordelene ved at indføre kliniske ekspertsygeplejersker i det danske sundhedsvæsen er mange:
· For patienterne betyder det langt bedre sammenhæng i patientforløbet, færre kontakter til forskellige sundhedsprofessionelle og høj patienttilfredshed.
· For sygeplejerskerne betyder det en ny karrierevej tæt på patienterne – og dermed bedre muligheder for at rekruttere og fastholde sygeplejersker.
· For sundhedsvæsenet betyder det større fleksibilitet, fordi flere sundhedsprofessionelle får adgang til at sikre, at de kronisk syge får de sundhedstilbud, de har behov for, f.eks. i form af begrænset ordinationsret til de kliniske ekspertsygeplejersker.
Dansk Sygeplejeråd fremlagde i 2007 et konkret udspil om, hvordan der kan indføres kliniske ekspertsygeplejersker i det danske sundhedsvæsen. Nu er det op til beslutningstagerne i Folketinget, regioner og kommuner at føre forslaget ud i livet.
http://www.dsr.dk/dsr/upload/3/0/203/pjece_kliniske_ekspertsygeplejersker_0701.pdf
søndag den 17. august 2008
Kliniske sygeplejespecialister i Danmark
Af Pia Topp Langaas og Ricco Sølvberg, sygeplejersker, Odense Universitetshospital
I en tid hvor manglen på sygeplejersker og motivationen blandt de tilbageværende sygeplejersker i det offentlige sundhedsvæsen er dalende, bør der ligge en interesse fra DSR, ledere og politikere i at der kigges på de danske sygeplejerskers kompetenceprofiler.
Her mener vi, at det som Ole Abildgaard Hansen konkluderer i hans Cand. cur. speciale er et bud på, hvordan man til gavn for sygeplejefagligheden, kan skabe en interesse for netop kliniske sygeplejespecialister. Begrundelserne for at indføre denne stillingsbetegnelse, kan være mange blandt andet behovet for udvikling og forbedring af den nuværende kliniske sygeplejepraksis, men også hvordan omverdenen ser på sygeplejeprofessionen.
Sådan som virkeligheden ser ud nu, så står vi overfor flere store problematikker, som vil trække essensen af sygeplejen ned på et mildest talt utilfredsstillende niveau. Såfremt de folkevalgte politikere, ledere i helhed og specielt DSR fortsætter med at fravælge den virkelighed, vi som sygeplejersker befinder sig i, når vi udfører vores profession, kan det få konsekvenser for sygeplejefaget.
Vi undrer os over, hvorfor DSR har fravalgt at gå ind i diskussionen omkring behovet for danske kliniske sygeplejespecialister(jvf. Ole Abildgaard Hansens definition ). Vi stiller os spørgende overfor den berøringsangst der er, da de specialister, i en vis udtrækning i vores optik, allerede eksisterer i den kliniske praksis. Så det er ikke et spørgsmål om, at opfinde den dybe tallerken igen, men at gøre brug af de allerede meget erfarne sygeplejersker, som findes i klinisk praksis. Vi tænker her ikke på de nuværende udviklingssygeplejersker, som er fjernet fra praksis og placeret på et kontor, men på de meget erfarne sygeplejersker, (ekspertsygeplejersker jvf. P. Benner) som har deres daglige gang i klinisk praksis og som har udgangspunkt i den daglige patientpleje og behandling. Med en vis portion velvilje, fra politisk, Dansk Sygeplejeråd og ledelsesmæssig side vil det være ganske realistisk, at uddanne danske sygeplejespecialister i samme ånd, som dem vi ser i f.eks. USA.
Endvidere ser vi med brugen af kliniske specialister, at der kan skabes et fagligt miljø, der kan gå ind og støtte op omkring de nyuddannede og nyansatte sygeplejersker i klinisk praksis. Det er netop tilstedeværelsen af en klinisk sygeplejespecialist, der kan være med til, at skabe den tryghed, ro og mulighed for fordybelse for de nyuddannede sygeplejersker, som de har brug for. Netop i en tid hvor der er fokus på de nyuddannedes kompetencer, og at det fra flere sider er påpeget, at de nyuddannede sygeplejersker har det svært med teoretisering og akademisering, når hverdagens krav ikke kan mestres/håndteres. Samtidig bør den kliniske sygeplejespecialist være en katalysator for brugen af evidensbaseret sygepleje til gavn for både kollegaer, patienterne og pårørende.
Men når det nu er sagt, må der være nogle der aktivt tager ansvar for og støtter op om de data Ole Abildgaard Hansen har indsamlet og finder det på tide at kaste sig ind i kampen, for at se på hvilke stillingsbetegnelser, der er relevante i fremtiden. Dette kunne jo være med til at sikre udviklingen og give øget karrieremuligheder i sygeplejeprofessionen som helhed. Lidt nytænkning kunne måske være med til, at fastholde sygeplejersker i professionen.
Måden hvorpå danske sygeplejersker profilerer sig på i dag, finder vi på ingen måder tidsrelevant. Dette kan have konsekvenser for rekrutteringen af unge til faget. Hvor er virkelighedsbillederne henne, som er taget i praksis? Vi finder det tankevækkende, hvorpå DSR er med til publicere billeder af ”søde” smilende sygeplejersker, hvis vi ønsker mere respekt for vores profession. Hvis omverdenen skal have et mere realistisk syn på, hvad det er vi som sygeplejersker laver og hvilken forskel vi gør i hverdagen, så må der andre metoder i brug.
En spændende tanke var om funktionen, som klinisk specialist ikke kunne være med til at sætte fokus på rekruttering bland de unge.. specielt unge mænd… skal vi væk fra den Florence Nightengale mentalitet, som har præget sygeplejen i så mange år og i stedet begynde at fokusere på, at sygeplejefaget i det 2100 århundrede, som et fag med pondus – et fag med meget professionelle folk, som dagligt bærer et stort ansvar på deres skuldre og som formår at gøre en forskel.
Dette kunne bevirke, at det blev attraktivt for unge af begge køn, at søge ind i sygeplejefaget. Så set med vores øjne har vi alt at vinde og intet at tabe ved at implementere kliniske specialister og derved fremtidssikre sygeplejen.
I en tid hvor manglen på sygeplejersker og motivationen blandt de tilbageværende sygeplejersker i det offentlige sundhedsvæsen er dalende, bør der ligge en interesse fra DSR, ledere og politikere i at der kigges på de danske sygeplejerskers kompetenceprofiler.
Her mener vi, at det som Ole Abildgaard Hansen konkluderer i hans Cand. cur. speciale er et bud på, hvordan man til gavn for sygeplejefagligheden, kan skabe en interesse for netop kliniske sygeplejespecialister. Begrundelserne for at indføre denne stillingsbetegnelse, kan være mange blandt andet behovet for udvikling og forbedring af den nuværende kliniske sygeplejepraksis, men også hvordan omverdenen ser på sygeplejeprofessionen.
Sådan som virkeligheden ser ud nu, så står vi overfor flere store problematikker, som vil trække essensen af sygeplejen ned på et mildest talt utilfredsstillende niveau. Såfremt de folkevalgte politikere, ledere i helhed og specielt DSR fortsætter med at fravælge den virkelighed, vi som sygeplejersker befinder sig i, når vi udfører vores profession, kan det få konsekvenser for sygeplejefaget.
Vi undrer os over, hvorfor DSR har fravalgt at gå ind i diskussionen omkring behovet for danske kliniske sygeplejespecialister(jvf. Ole Abildgaard Hansens definition ). Vi stiller os spørgende overfor den berøringsangst der er, da de specialister, i en vis udtrækning i vores optik, allerede eksisterer i den kliniske praksis. Så det er ikke et spørgsmål om, at opfinde den dybe tallerken igen, men at gøre brug af de allerede meget erfarne sygeplejersker, som findes i klinisk praksis. Vi tænker her ikke på de nuværende udviklingssygeplejersker, som er fjernet fra praksis og placeret på et kontor, men på de meget erfarne sygeplejersker, (ekspertsygeplejersker jvf. P. Benner) som har deres daglige gang i klinisk praksis og som har udgangspunkt i den daglige patientpleje og behandling. Med en vis portion velvilje, fra politisk, Dansk Sygeplejeråd og ledelsesmæssig side vil det være ganske realistisk, at uddanne danske sygeplejespecialister i samme ånd, som dem vi ser i f.eks. USA.
Endvidere ser vi med brugen af kliniske specialister, at der kan skabes et fagligt miljø, der kan gå ind og støtte op omkring de nyuddannede og nyansatte sygeplejersker i klinisk praksis. Det er netop tilstedeværelsen af en klinisk sygeplejespecialist, der kan være med til, at skabe den tryghed, ro og mulighed for fordybelse for de nyuddannede sygeplejersker, som de har brug for. Netop i en tid hvor der er fokus på de nyuddannedes kompetencer, og at det fra flere sider er påpeget, at de nyuddannede sygeplejersker har det svært med teoretisering og akademisering, når hverdagens krav ikke kan mestres/håndteres. Samtidig bør den kliniske sygeplejespecialist være en katalysator for brugen af evidensbaseret sygepleje til gavn for både kollegaer, patienterne og pårørende.
Men når det nu er sagt, må der være nogle der aktivt tager ansvar for og støtter op om de data Ole Abildgaard Hansen har indsamlet og finder det på tide at kaste sig ind i kampen, for at se på hvilke stillingsbetegnelser, der er relevante i fremtiden. Dette kunne jo være med til at sikre udviklingen og give øget karrieremuligheder i sygeplejeprofessionen som helhed. Lidt nytænkning kunne måske være med til, at fastholde sygeplejersker i professionen.
Måden hvorpå danske sygeplejersker profilerer sig på i dag, finder vi på ingen måder tidsrelevant. Dette kan have konsekvenser for rekrutteringen af unge til faget. Hvor er virkelighedsbillederne henne, som er taget i praksis? Vi finder det tankevækkende, hvorpå DSR er med til publicere billeder af ”søde” smilende sygeplejersker, hvis vi ønsker mere respekt for vores profession. Hvis omverdenen skal have et mere realistisk syn på, hvad det er vi som sygeplejersker laver og hvilken forskel vi gør i hverdagen, så må der andre metoder i brug.
En spændende tanke var om funktionen, som klinisk specialist ikke kunne være med til at sætte fokus på rekruttering bland de unge.. specielt unge mænd… skal vi væk fra den Florence Nightengale mentalitet, som har præget sygeplejen i så mange år og i stedet begynde at fokusere på, at sygeplejefaget i det 2100 århundrede, som et fag med pondus – et fag med meget professionelle folk, som dagligt bærer et stort ansvar på deres skuldre og som formår at gøre en forskel.
Dette kunne bevirke, at det blev attraktivt for unge af begge køn, at søge ind i sygeplejefaget. Så set med vores øjne har vi alt at vinde og intet at tabe ved at implementere kliniske specialister og derved fremtidssikre sygeplejen.
mandag den 30. juni 2008
Den manglende strategi og styring?
af Ingegerd Harder, ph.d., lektor ved Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet
Der er god grund til at tro, at ”arbejdsgivere, politikere, Dansk Sygeplejeråd og andre vægtige aktører i sundhedsvæsenet” vil se med interesse på Ole Abildgaard Hansens undersøgelse om kliniske sygeplejespecialister i Danmark. En undersøgelse, som i et bredere perspektiv udlægger betydningen af klarhed og samordning i forhold til stillingsbetegnelser og arbejdsopgaver i hverdagen, såvel som betydningen af sygeplejerskers muligheder i det danske uddannelsessystem. Der er derfor også god grund til at tro, at disse vægtige aktører konkret vil benytte Ole Abildgaard Hansens redegørelse for udviklingen gennem de seneste ca. 30 år i dansk sygepleje, og den samtidige internationale udvikling, når strategier skal lægges og beslutninger tages i de kommende år.
Alle organisatoriske og uddannelsesmæssige beslutninger har betydning for borgernes mulighed for at få den behandling og pleje, de har behov for. Mere end nogensinde er der brug for at samle kræfterne og sikre velbegrundede beslutninger i forhold til sundhedspersonalets kompetencer, funktioner og daglige virksomhed. Centralt står gennemskuelighed i forhold til sygeplejerskers arbejde. Det er svært at se, at der skulle være råd til også fremover at lade det være op til de enkelte arbejdsgivere at beslutte, hvilke stillingsbetegnelser og tilhørende kompetencer og funktioner, de finder relevante på egen institution. Det er muligt, at arbejdsstedet, f.eks. et universitetshospital, har en sammenhængende, logisk og tydelig stillingsstruktur. Men det er ikke nemt at finde frem til argumenterne for, at det skulle være en god ide at gå solo.
Det er en udfordring at sikre tilgang til sygeplejefaget og at sikre relevante efter- og videreuddannelser, hvis virksomheden i praksis forekommer diffus. Debatten om generalister og specialister i dansk sygepleje bør flyttes langt videre og være kendetegnet ved tydelige argumenter og tydeligt samarbejde mellem centrale aktører. Mange har haft ansvaret for tingenes tilstand, og det kan være vanskeligt at udrede hvem og hvorfor. Men befolkningen har krav på tilvejebringelse af de bedst mulige sygeplejefaglige ressourcer i tilstrækkeligt omfang og på den bedst mulige brug af disse i praksis. Dertil kommer behovet for kontinuerlig dokumentation af og fortløbende debat om, hvordan det går.
Hvor svært kan det være? Samarbejde mellem topledere i praksis, i uddannelsessystemet og i Dansk Sygeplejeråd ligger vel lige til højrebenet. I særdeleshed er der brug for, at ledende sygeplejersker i hele sundhedssektoren og ledende sygeplejersker i uddannelsessystemet går foran med faglige argumenter. Ole Abildgaard Hansen har påtaget sig at lægge et lod i vægtskålen. Tak for indsamling af datamateriale og formidling af en tilsyneladende snørklet vej frem til eksistensen af et væld af stillingsbetegnelser i Danmark. Tak for påpegning af, hvordan tingenes tilstand ser ud til at være anno 2008, og for den positive opfordring til at tage aktivt del i de kommende års udvikling. For det er jo, hvad denne blog lægger op til.
Der er god grund til at tro, at ”arbejdsgivere, politikere, Dansk Sygeplejeråd og andre vægtige aktører i sundhedsvæsenet” vil se med interesse på Ole Abildgaard Hansens undersøgelse om kliniske sygeplejespecialister i Danmark. En undersøgelse, som i et bredere perspektiv udlægger betydningen af klarhed og samordning i forhold til stillingsbetegnelser og arbejdsopgaver i hverdagen, såvel som betydningen af sygeplejerskers muligheder i det danske uddannelsessystem. Der er derfor også god grund til at tro, at disse vægtige aktører konkret vil benytte Ole Abildgaard Hansens redegørelse for udviklingen gennem de seneste ca. 30 år i dansk sygepleje, og den samtidige internationale udvikling, når strategier skal lægges og beslutninger tages i de kommende år.
Alle organisatoriske og uddannelsesmæssige beslutninger har betydning for borgernes mulighed for at få den behandling og pleje, de har behov for. Mere end nogensinde er der brug for at samle kræfterne og sikre velbegrundede beslutninger i forhold til sundhedspersonalets kompetencer, funktioner og daglige virksomhed. Centralt står gennemskuelighed i forhold til sygeplejerskers arbejde. Det er svært at se, at der skulle være råd til også fremover at lade det være op til de enkelte arbejdsgivere at beslutte, hvilke stillingsbetegnelser og tilhørende kompetencer og funktioner, de finder relevante på egen institution. Det er muligt, at arbejdsstedet, f.eks. et universitetshospital, har en sammenhængende, logisk og tydelig stillingsstruktur. Men det er ikke nemt at finde frem til argumenterne for, at det skulle være en god ide at gå solo.
Det er en udfordring at sikre tilgang til sygeplejefaget og at sikre relevante efter- og videreuddannelser, hvis virksomheden i praksis forekommer diffus. Debatten om generalister og specialister i dansk sygepleje bør flyttes langt videre og være kendetegnet ved tydelige argumenter og tydeligt samarbejde mellem centrale aktører. Mange har haft ansvaret for tingenes tilstand, og det kan være vanskeligt at udrede hvem og hvorfor. Men befolkningen har krav på tilvejebringelse af de bedst mulige sygeplejefaglige ressourcer i tilstrækkeligt omfang og på den bedst mulige brug af disse i praksis. Dertil kommer behovet for kontinuerlig dokumentation af og fortløbende debat om, hvordan det går.
Hvor svært kan det være? Samarbejde mellem topledere i praksis, i uddannelsessystemet og i Dansk Sygeplejeråd ligger vel lige til højrebenet. I særdeleshed er der brug for, at ledende sygeplejersker i hele sundhedssektoren og ledende sygeplejersker i uddannelsessystemet går foran med faglige argumenter. Ole Abildgaard Hansen har påtaget sig at lægge et lod i vægtskålen. Tak for indsamling af datamateriale og formidling af en tilsyneladende snørklet vej frem til eksistensen af et væld af stillingsbetegnelser i Danmark. Tak for påpegning af, hvordan tingenes tilstand ser ud til at være anno 2008, og for den positive opfordring til at tage aktivt del i de kommende års udvikling. For det er jo, hvad denne blog lægger op til.
tirsdag den 10. juni 2008
En national kompetenceprofil for kliniske sygeplejespecialister?
af Ole Abildgaard Hansen, Afdelingssygeplejerske, Cand.cur., Odense Universitetshospital
Først i 1980 dukker begrebet klinisk sygeplejespecialist dukker op i Danmark, inspireret af udviklingen i USA om Clinical Nurse Specialists.
Sygeplejen i Danmark har tilsyneladende ikke fulgt nogen bestemt strategi, hvad angår specialstillinger, som man for eksempel har set i USA, England og Australien, hvor der opereres med to hovedbegreber – Nurse Practitioner og Clinical Nurse Specialist. I internationalt perspektiv er en klinisk sygeplejespecialist en velbeskrevet størrelse. Hvorimod den kliniske sygeplejespecialist i dansk sygepleje ikke er et entydigt fænomen.
I Danmark er der mange forskellige bud på titler, roller, funktioner og krav til kvalifikationer, som på en eller anden vis har relation til en klinisk sygeplejespecialist med reference til Doris Christensen artikel fra 1980 i Fokus på sygeplejen: ”Den kliniske sygeplejespecialist – en tendens i sygeplejens udvikling”. Det er dog hovedsagelig beskrivelser af eller argumentation for flere forskellige stillinger i klinisk praksis f.eks. udviklingssygeplejerske og klinisk oversygeplejerske. Den danske holdning til kliniske specialistsygeplejersker, hvilke funktioner de skal have eller hvilken effekt de har på klinisk praksis, beskrives ikke. Samtidig er det svært at afgøre, hvad der egentligt efterspørges i Danmark og på hvilken baggrund, idet debatten om kliniske sygeplejespecialister har været minimal set over næsten 30 år. Begrundelserne for denne stillingstype er mange, og for de fleste er målet med en klinisk sygeplejespecialist et behov for udvikling og forbedring af den kliniske sygeplejepraksis, men der mangler belæg for hendes funktion på daværende tidspunkt.
I 2008 skriver National Association of Clinical Nurse Specialists (se link på bloggen), at forskning viser den kliniske sygeplejespecialists praksis har effekt på områder som reducering af komplikationer hos hospitalsindlagte patienter, hospitalsomkostninger og indlæggelsestid, genbesøg på skadestuer, øget patienttilfredshed og forbedring af professionel udvikling.
Er det ikke på tide at se på stillingskategorier og titler i sygeplejen, der har relation til en klinisk sygeplejespecialists funktion, som begreber, der skal tages hånd om og forklares og gøres entydige? Hvad er den bagvedliggende tankegang ved ikke at gøre det?
Jeg mener, der er behov for en diskussion blandt sygeplejersker, arbejdsgivere, politikere, Dansk Sygeplejeråd og andre vægtige aktører i sundhedsvæsenet, om ikke der er behov for at vurdere og ændre eksisterende stillingsbetegnelser, med henblik på at indføre en national kompetenceprofil for den kliniske sygeplejespecialist. Diskussionen kan også medvirke til at nuancere og kvalificere debatten om generalister versus specialister i sygeplejen.
Abonner på:
Opslag (Atom)