Den manglende strategi og styring?

af Ingegerd Harder, ph.d., lektor ved Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet

Der er god grund til at tro, at ”arbejdsgivere, politikere, Dansk Sygeplejeråd og andre vægtige aktører i sundhedsvæsenet” vil se med interesse på Ole Abildgaard Hansens undersøgelse om kliniske sygeplejespecialister i Danmark. En undersøgelse, som i et bredere perspektiv udlægger betydningen af klarhed og samordning i forhold til stillingsbetegnelser og arbejdsopgaver i hverdagen, såvel som betydningen af sygeplejerskers muligheder i det danske uddannelsessystem. Der er derfor også god grund til at tro, at disse vægtige aktører konkret vil benytte Ole Abildgaard Hansens redegørelse for udviklingen gennem de seneste ca. 30 år i dansk sygepleje, og den samtidige internationale udvikling, når strategier skal lægges og beslutninger tages i de kommende år.

Alle organisatoriske og uddannelsesmæssige beslutninger har betydning for borgernes mulighed for at få den behandling og pleje, de har behov for. Mere end nogensinde er der brug for at samle kræfterne og sikre velbegrundede beslutninger i forhold til sundhedspersonalets kompetencer, funktioner og daglige virksomhed. Centralt står gennemskuelighed i forhold til sygeplejerskers arbejde. Det er svært at se, at der skulle være råd til også fremover at lade det være op til de enkelte arbejdsgivere at beslutte, hvilke stillingsbetegnelser og tilhørende kompetencer og funktioner, de finder relevante på egen institution. Det er muligt, at arbejdsstedet, f.eks. et universitetshospital, har en sammenhængende, logisk og tydelig stillingsstruktur. Men det er ikke nemt at finde frem til argumenterne for, at det skulle være en god ide at gå solo.

Det er en udfordring at sikre tilgang til sygeplejefaget og at sikre relevante efter- og videreuddannelser, hvis virksomheden i praksis forekommer diffus. Debatten om generalister og specialister i dansk sygepleje bør flyttes langt videre og være kendetegnet ved tydelige argumenter og tydeligt samarbejde mellem centrale aktører. Mange har haft ansvaret for tingenes tilstand, og det kan være vanskeligt at udrede hvem og hvorfor. Men befolkningen har krav på tilvejebringelse af de bedst mulige sygeplejefaglige ressourcer i tilstrækkeligt omfang og på den bedst mulige brug af disse i praksis. Dertil kommer behovet for kontinuerlig dokumentation af og fortløbende debat om, hvordan det går.

Hvor svært kan det være? Samarbejde mellem topledere i praksis, i uddannelsessystemet og i Dansk Sygeplejeråd ligger vel lige til højrebenet. I særdeleshed er der brug for, at ledende sygeplejersker i hele sundhedssektoren og ledende sygeplejersker i uddannelsessystemet går foran med faglige argumenter. Ole Abildgaard Hansen har påtaget sig at lægge et lod i vægtskålen. Tak for indsamling af datamateriale og formidling af en tilsyneladende snørklet vej frem til eksistensen af et væld af stillingsbetegnelser i Danmark. Tak for påpegning af, hvordan tingenes tilstand ser ud til at være anno 2008, og for den positive opfordring til at tage aktivt del i de kommende års udvikling. For det er jo, hvad denne blog lægger op til.